november 14, 2017

Politiet frygter optrapning: Afhoppere fra Bandidos bag ny rockerkrig

I ly af bandekonflikten på Nørrebro er der kommet ondt blod mellem Bandidos og Satudarah. De to klubber er nu i åbenlys krig. Og det er politiets vurdering, at konflikten er voldelig og eskalerende.

I forrige uge valgte politiet at lukke de to klubbers tilholdssteder på Sjælland, og det fremgår af den administrative baggrund for lukningen, at der har fundet angreb sted både i det offentlige rum og mod private boliger, hvor også rockeres familiemedlemmer har været til stede.

Et masseslagsmål ved et boksestævne i Herlev 27. oktober tændte konflikten:
’Særligt siden 27. oktober har politikredsene på Sjælland registreret stigende aktivitet. Der er fundet skydevåben, knive, økser, en totenschlæger og en molotov-cocktail’, lyder det i den administrative baggrund, der videre anfører:
’De allerede foretagne angreb og hændelser tyder på, at det ikke er afgørende for grupperingerne, hvor angrebene sted, ligesom det forekommer vilkårligt, hvem med tilknytning til grupperingerne, de får ram på og om udenforstående er til stede under angrebet’.
I denne kiosk på Søborg Torv fik et medlem af Bandidos en smadret flaske tværet rundt i ansigtet. Foto: Kenneth Meyer
I denne kiosk på Søborg Torv fik et medlem af Bandidos en smadret flaske tværet rundt i ansigtet. Foto: Kenneth Meyer


Ballerup er centraltIfølge oplysninger til Ekstra Bladet er konfliktens epicenter at finde i Ballerup på den københavnske Vestegn - tæt ved Herlev, hvor masseslagsmålet udspandt sig.
– Det er svært præcist at sætte en finger på, hvor der reelt er gået galt mellem parterne. Men det er klart, at episoden ved boksestævnet i Herlev ikke var begyndelsen. Der er gået noget forud, siger Svend Foldager, efterforskningsleder, Vestegnens Politi. og tilføjer:
– Vi er selvfølgelig klar over nogle af dem, der nu er i Satudarah, tidligere var med i Bandidos.
Det var ved denne kiosk, at de maskerede mænd tørnede sammen torsdag aften.
Det var ved denne kiosk, at de maskerede mænd tørnede sammen torsdag aften.


Foldagers udtalelser ligger i tråd med, hvad kilder med indsigt i miljøet fortæller om sagen. Her fremgår det, at fem-syv yngre, etnisk danske mænd tidligere var del af Bandidos’ hierarki. En var fuldgyldigt medlem, resten forskellige niveauer derunder.


Tidligere på året forlod de Bandidos i vrede. Og efterfølgende gik de ind i Satudarah, hvor de dannede kernen i en ny afdeling, der foreløbigt ikke har noget klubhus. Men gruppens medlemmer har alle rødder på Vestegnen, hvor flere af dem også befandt sig i krydsfeltet mellem Brøndby-hooligans og miljøet omkring Bandidos.

Vil ramme pengepungen
– Som vi ser situationen nu, så er det især Satudarah-relaterede personer, der opsøger mulige Bandidos-adresser og her udøver hærværk, brandstiftelse og hærværk og skyderier, siger Svend Foldager.

En stor del af konfliktens episoder har været rettet mod tattobutikker, der har udsat for hærværk og brandstiftelser. Michael Kjeldgaard, chef i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, har tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at disse attentater kan være et angreb på Bandidos-symboler.
Denne tattoobutik i Holbæk er en blandt flere, der i de seneste to uger har været udsat for brandstiftelse. Foto: Morten Sundegaard
Denne tattoobutik i Holbæk er en blandt flere, der i de seneste to uger har været udsat for brandstiftelse. Foto: Morten Sundegaard


En anden kilde med indsigt i miljøet fortæller, at angrebene kan være et forsøg på at ramme rockerne på pengepungen. Men det er langt fra alle de berørte butikker, der vitterligt har direkte relation til Bandidos.

Det er blandt andet gået ud over en tattoo-butik i Holbæk, der har været ejet af en tidligere Bandidos-rocker, Lars Toxværd, men ikke er det mere.
– Det er min opfattelse, at der er nogen, der vil sende et signal til Bandidos. Men man har så ramt en forretning, der ikke har nogen forbindelse til den klub. Det beviser bare endnu en gang, at der i det miljø er nogle mennesker, der handler før de tænker, siger eks-rockeren, der tidligere i år udgav bogen 'Når Helvede fryser til is' om sin tid i rockerklubben.

 

Rykket til Jylland
I den første uges tid var der kun på Sjælland, Lolland og Falster, der var episoder. Her tog politiet konsekvensen og med rockerloven i hånden lukkede man de to klubbers tilholdssteder. Men i den forgangne uge ser ud til, at konflikten nu også var kommet til Jylland, hvor politiet efterforsker flere hændelser, der eventuelt kan knyttes til opgøret mellem Bandidos og Satudarah.

Derfor valgte politiet i flere jyske politikredse fredag også at lukke klubbernes tilholdssteder i hovedlandet. Blandt andet i Aalborg, hvor politiet lukkede Bandidos' klubhus i Skalborg syd for byen:
- Vi lukker rockerklubhuset for at forhindre angreb og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne – især dem der bor, lever og kommer i området, siger Marianne Vestergaard-Lau, linjechef for efterforskningen, Nordjyllands Politi.
- Og vi har haft to episoder med mindre hærværk mod tatovørbutikker i byen, fortæller hun.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Satudarah i en længere periode også haft medlemmer i samme by, der dog ikke har noget klubhus. Dette bekræftede Marianne Vestergaard-Lau. En anden af de episoder, der efterforskes i Jylland, handler om forsøg på brandstiftelse. Her blev der natten til onsdag kastet en, muligvis to molotov-cocktails ind til Bandidos' klubhus i Randers. De landede dog i gården og gjorde dermed ingen skade.

Samtidig ser det nu ud til, at Satudarah har fået fodfæste i Jylland, hvor politiet lukkede et Satudarah-relateret tilholdssted i Viborg. Aftenen forud havde man kortvarigt anholdt 12 personer, der opholdt ved eller i den omtalte bygning, der ligger på Gl. Århusvej.


Kort om de to klubber


Bandidos:
Efter Hells Angels er Bandidos den anden store, gamle rockerklub. De fik deres danske afdeling i juni 1993.

Siden fulgte deltagelse i ’Den store nordiske rockerkrig’ med Hells Angels. Paradoksalt nok er Bandidos nu meget tæt på Hells Angels.

En række af klubbens medlemmer er dømt for grov kriminalitet. Herunder narko, drab med mere.
De har PT 13 afdelinger i Danmark.

Satudarah:
Satudarah fik første afdeling i Danmark i efteråret 2013. Dermed blev de, de første af de nye rygmærkeklubber, der siden har fået afdeling i Danmark.

Kort efter åbningen var de part i en seks dage lang konflikt med Hells Angels. Sidste år blev et af deres medlemmer dræbt og parteret i en lejlighed i Ballerup.
Klubben har tre afdelinger. To mere er på vej.
 

Den lange liste med kamphandlinger


Her følger de episoder, som Ekstra Bladet har kendskab til, og som angiveligt knyttes til konflikten mellem Satudarah og Bandidos:
27. oktober: Ved et boksestævne i Herlev kommer det til masseslagsmål. To navngivne Bandidos-folk stikkes med kniv. Den ene såres lettere i benet, mens den anden kvæstes langt mere alvorligt af knivstik i maven. Her er tale om en 46-årig, tidligere drabsdømt rocker.
28. oktober: Mindre skærmydsler i Ballerup, hvor parterne jagter hinanden. Desuden er der om eftermiddagen skud mod en kiosk med spillehal på Tempovej. To mænd på scooter affyrer skud og flygter på en scooter. Ingen bliver ramt.
29. oktober: Rockere jagter atter hinanden på den københavnske vestegn. Det foregår ved, at rockerne i bil kører rundt og leder efter personer, der tilhører modpartens klub. Om aftenen affyres der skud mod privatboligen til en ældre Bandidos-veteran, der bor ved Nørre Alslev på Falster. Udover rockeren er også hans kone og børn hjemme, da der bliver skudt mod huset. Ingen bliver ramt.
30. oktober: Om eftermiddagen overfaldes og tæskes en 46-årig Bandidos-rocker i en kiosk på Søborg Torv af en gruppe mænd. Rockeren får blandt andet kørt en skåret flaske rundt i ansigtet. Senere samme aften finder politiet våben ved en tøjcontainer ved Værebroparken i Bagsværd - et kendt hjemsted for Satudarah-folk.
31. oktober: Sent om aftenen forsøges Bandidos' klubhus i Køge antændt, men det mislykkedes, da den kastede molotov-cocktail, ikke antændes.
1. november: Fem-seks personer opsøger en tattoobutik i Køge i åbningstiden, der udsættes for hærværk med køller, mens der er kunder i butikken. Ingen personer kommer til skade.
2. november: En café i Brøndby-området opsøges af en håndfuld mænd, der med slagvåben kommer ind og begår lettere hærværk på inventar. Ingen tilstedeværende kommer til skade. Samme dag er der slagsmål mellem fire-fem rockere på en café, der ligger i gågaden i Helsingør. Her trækker en af rockerne en pistol, som han slår med. Samme aften affyres der skud mod Bandidos' klubhus i Hvidovre.
3. november: En tatovørbutik i Ballerup udsættes for hærværk af en gruppe mænd ved 11.30-tiden. Her kommer en kvinde lettere til skade, da overfaldsmændene slår hende. Senere går det ud over en tatovørforretning i Frederikssund. Ingen personer kommer noget til.
4. november: Ved 05.45-tiden om morgenen rykker brandvæsnet ud til en bil, der brænder i en carport ved Satudarahs klubhus i Egedal. Bilen udbrænder, men ellers sker der ingen skader på klubhuset.
5. november: To tatovørforretninger i Aalborg er udsat for lettere hærværk. Og fire mænd forsøger ved 20-tiden at stikke ild til et Bandidos-tilholdssted på Egegårdsvej i Rødovre. Det bliver ved forsøget, og brandvæsnet får hurtigt bugt med den mindre brand.
6. november: Der sættes ild til en tattoo-butik i Holbæk ved 22-tiden, hvor ilden når at gøre en del skade. Ved 23-tiden blev der stukket ild til en lignende forretning i Vordingborg. Brandvæsnet var hurtigt på stedet, og derfor nåede ilden ikke at gøre voldsom skade. Politiet opdager et par udbrændte molotov-cocktails, der ligger ved Bandidos' klubhus i Hvidovre. Eneste skade er et smeltet nedløbsrør.
7. november: Et par timer efter midnat stikkes der ild til en tatovør-forretning i Birkerød, hvor et vidne så tre unge mænd i dynejakker løbe væk. De knuste en rude, hvorefter de forsøgte at antænde forretningen, der dog slap uden store skader.
9. november: Efter midnat kastes der muligvis to molotov-cocktails ind til Bandidos' klubhus i Randers. De lander i gården og gør ingen skade. Samme nat forsøger man at sætte ild til Bandidos' klubhus i Køge. Ilden er hurtigt slukket. To personer ses køre fra stedet i bil. Sent om aftenen er der opgør i Faxe, hvor maskerede mænd, bevæbnet med slagvåben og et enkelt skydevåben. Der affyres skud, som rammer en kiosk.
11. november: Midt på aftenen forsøges der at sætte ild til en privatbolig i Stensved, Sydsjælland. Der er ingen beboere beboere hjemme, da to mænd kaster én, men muligvis flere, molotov-cocktails gennem et af husets vinduer og stikker af. Brandvæsnet er hurtigt på stedet. Men huset får en del brandskader.



Denmark - EB.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar