Efter skudregn: Venstre buldrer mod politiet



Det er ikke i orden, at politiet nu ikke længere mener, de kan sikre unge mænds sikkerhed på Nørrebros gader.

Sådan lyder det fra Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.
- Vi har ikke siden 2. verdenskrig set en sådan udmelding fra politiet. Det er helt uacceptabelt og må fordre en forklaring fra Rigspolitiet, om man med det nuværende mandskab er i stand til at opretholde ro og orden, siger han til BT.

Konkret kan han ikke forstå, hvis ordensmagten ikke magter opgaven.
- Jeg har ikke hørt fra Rigspolitiet, at der mangler mandskab, midler eller lovgivning til at opretholde lov og orden. Men får vi en sådan meddelelse er det vor pligt som politikere at handle omgående.Ekstra Bladet ville gerne have Preben Bang Henriksen til at uddybe sin holdning. Men han er ikke vendt tilbage på gentagende henvendelser.

De barske verbale skudsmål fra Venstre manden falder efter politiet i formiddag meldte ud, at unge mænd i alderen 17-25 skal være varesomme med at færdes på åben gade på Nørrebro og i Nordvest.

Den opsigtvækkende advarsel kom efter tre personer på 12 timer er ramt af skud i København - to af dem helt tilfældige unge mænd.
- Hvis jeg var en ung mand i den alder, og jeg er der, hvor de slås, så vil jeg tænke over, hvor jeg færdes, og hvornår jeg tager en taxa, hvornår jeg tager en bus, hvornår jeg cykler, og hvornår jeg vælger at gå. Men en person i min alder, som er over 50 år, er ikke i risikozonen for at blive forvekslet med et bandemedlem, udtalte chefpolitiinspektør Jørgen Skov blandt andet.

OVERBLIK: De københavnske gader er bandernes krigszone

I København har der siden 12. juni været 18 skudepisoder, som politiet mener har tilknytning til den eskalerende bandekonflikt, og mindst to tilfældige personer er blevet ramt.

De mange skyderier har fået politiet til at oprette visitationszoner i dele af København. En lang række af personer er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med sagerne, men politiet er stadigvæk på jagt efter flere gerningsmænd.


Få her et overblik over nogle af de mest voldsomme skudepisoder:
* 5. august: Kort efter midnat bliver en 19-årig mand skudt i benet i Mimersgade på Nørrebro. Offeret var en tilfældig mand, der intet har at gøre med bandekonflikten.
* 4. august: En 17-årig dreng bliver det tilfældige offer, da to mænd på knallert skyder ham i foden i Tingbjerg.
* 4. august: Der bliver kort før klokken 13 affyret skud mellem to biler på Rovsingsgade i København. En bliver ramt. Politiet mener, at der er tale om "en bytter" efter et skyderi i samme gade 25. juli.
* 2. august: En 24-årig mand bliver ramt i ballen, da to mænd på en knallert åbner ild i krydset mellem Tomsgårdsvej-Tuborgvej og Frederiksborgvej.
* 1. august: To mænd på knallert affyrer flere skud på Nørrebrogade. En mand bliver ramt i den ene balle.
* 28. juli: Flere skud bliver affyret i Mjølnerparken. Tre biler, men ingen personer bliver ramt.
* 25. juli: En 26-årig mand bliver ramt af to skud i benet, da en bil stopper op i Rovsinggade, og en mand affyrer 8-10 skud. Kort efter bliver to mænd på 23 og 29 år anholdt i Mjølnerparken. De bliver dagen efter varetægtsfængslet.
* 14. juli: Der er et skyderi i Mimersgade. Politiet finder efterfølgende afskudte hylstre, og dagen efter finder politiet et skudhul i en kaffebar på Heimdalsgade.
* 16. juni: Ukendte personer affyrer skud fra en knallert på Frederiksborgvej. To af skuddene rammer ruder i en kiosk og i en lejlighed. Ingen bliver ramt.
* 13. juni: På Gadelandet i Husum kommer to personer på en knallert kørende forbi en gruppe personer om eftermiddagen. Den ene affyrer mindst 12 skud mod gruppen. Politiet mener, at der er tale om "en bytter" for et skyderi samme morgen på Bogtrykkervej.
* 13. juni: Der bliver skudt på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret nær Tagensbo Skole natten til 13. juni. Politiet finder flere patronhylstre, men ingen gerningsmænd eller nogen ramte.


Kilder: Københavns Politi og Ritzau.


Justitsminister Søren Pape (K) har udsendt en skriftlig udtalelse i dag, hvor han har bakket op om politiets indsats.
- Jeg forventer og ved, at politiet gør alt, hvad de kan, siger han.

Ekstra Bladet ville gerne spørge justitsministeren, hvilket ansvar han anser politiet have i den eskalerede situation. Eksempelvis har lokaludvalget på Nørrebro efterspurgt øget polititilstedeværelse i flere omgange.Men han har for nuværende ikke yderligere at tilføje. Men han kommer i tv i aften, lyder det fra hans kommunikationsfolk.

Se også: Pape efter timers tavshed: Det er en meget alvorlig situation


Denmark - EB.

Comments