Socialdemokraterne vil sende danske rockere og bandemedlemmer til andre lande i en udvekslingsaftale.

Socialdemokraterne vil lave en udvekslingsaftale med Sverige, Norge og Finland, der indebærer, at man bytter indsatte rockere og bandemedlemmer, så de bliver skilt ad i fængslerne.
Forslaget er inspireret af den sektionering, der i forvejen foregår mellem de danske fængsler.  Ifølge Socialdemokraterne er der efterhånden så mange rockere og bandemedlemmer i de danske fængsler, at det er svært at adskille dem i Danmark.
- Det seneste år har vi set, at der er kommet ekstremt mange flere rockere og bandemedlemmer i de danske fængsler. Vi har også set, at konflikterne er eskaleret, siger Trine Bramsen, der er retsordfører for Socialdemokraterne og fortsætter:


- Spreder vi dem ud, så kan de i hvert fald ikke organisere sig og blive en endnu stærkere enhed, mens de sidder i fængslet.

DF: Udmærket forslag

Hos Dansk Folkeparti er man positive overfor Socialdemokraternes forslag.
- Det vil betyde, at man vil have nemmere ved at holde styr på dem som fængselsbetjent – og passe på, at de ikke foretager sig noget, som de ikke skal, siger Peter Kofod Poulsen, der er retsordfører for Dansk Folkeparti.
- Jeg synes, at det er et udmærket forslag, fortsætter han.
Trine Bramsen opfordrer regeringen til at gå videre til Sverige, Norge og Finland med forslaget. Hun mener nemlig, at de tre lande står overfor de samme udfordringer i fængslerne som Danmark.

Lars Løkke: Et langt, sejt træk

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at det er et langt, sejt træk, at finde en løsning på rocker- og bandeproblemerne.
- Hvis der havde været en enkel opskrift på, hvordan man løser bandeproblemerne, så vil jeg tro, at jeg selv havde brugt det sidst, jeg var statsminister. Eller at den tidligere socialdemokratiske regering havde brugt det. Vi er nødt til at indse, at det er et langt, sejt træk, siger han.
Han er dog ikke helt afvisende overfor forslaget.
- Hvis der er gode, kreative ideer til, hvordan vi løser det i praksis, så vil vi gerne lytte til dem. Der er ikke copyright i politik. Og kommer der en god socialdemokratisk ide, som de glemte at bruge, da de selv var i regering, så tager vi den gerne til os, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.


Trine Bramsen forklarer, at grunden til, at forslaget først kommer nu, er, at presset på fængslerne er blevet markant større, end det var, da Socialdemokraterne sad i regeringen.

Comments